www.juttalane.dk

Tre måneder. Det lyder umiddelbart ikke af så lang tid, men når man står som 18-årig i Københavns Lufthavn og er på vej væk hjemmefra for første gang nogensinde, og kigger på 25 fremmede mennesker, som man skal dele alt med i netop tre måneder, så virker det pludselig som uoverskuelig lang tid!

Nu er de tre måneder på de Dansk Vestindiske øer ved at have nået sin afslutning, og jeg kan kun se tilbage på den skræmte og triste pige, der stod i lufthavnen den kolde novembermorgen for tre måneder siden, med et smil på læben. Tre måneder går hurtigere end man lige regner med, især når der sker nye og spændende ting hele tiden. Der er ikke gået en dag på den her tur, hvor jeg ikke har fået en ny oplevelse, ny indsigt eller nye bekendtskaber, og det har været en inspirerende rejse, både ud i verden, men ligeså meget ind i mig selv i løbet af de sidste tre måneder på St. Thomas, St. Croix og St. John.

Følelsen, jeg sidder med nu, er en helt anden, end da jeg første gang satte mine ben på Dansk Vestindisk jord. Jeg var ulykkelig, havde hjemve, var ensom og bange for at de andre ikke ville kunne lide mig, og jeg var overbevist om, at det var den største fejl, jeg nogensinde havde begået i hele mit liv. Nu ved jeg, at det er den største gave, jeg nogensinde har givet mig selv. Jeg har den sidste måned her på St. John, vågnet hver morgen og været så taknemmelig for at have fået den chance at tage med HÖJSKOLENDK på deres jomfrurejse til Caribien. De venskaber, jeg har skabt på den her tur, er nogen jeg ved holder for evigt, og det sammenhold hele holdet har fået, er ubeskriveligt. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig at tre måneder med 23 andre unge mennesker, kunne gå så smertefrit og fantastisk som det har, men der er ikke et af de mennesker, inklusiv vores undervisere Claus, Thomas og Liselotte, der ikke har fået en plads i mit hjerte, hvor de for altid vil forblive.

Rejsen ind i mig selv har for mig været et ligeså stort tema som rejsen ud i verden og mødet med andre mennesker på andre vilkår end normerne forskriver. Den sidste måned på St. John, hvor vi har haft undervisning i personlig udvikling, har virkelig åbnet mine øjne for, hvor meget der er sket med mig, siden jeg meldte mig til turen i august sidste år, og det er ikke kun pga. undervisningen jeg har udviklet mig, men på grund af alle de oplevelser og udfordringer, jeg har mødt her, som jeg ikke ville have mødt, hvis jeg var blevet hjemme i Danmark. Derfor sidder jeg heller ikke med en følelse af, at det er ufattelig trist, at det er ved at være slut, for jeg er parat til at tage hjem og bruge nogle af de ting jeg har lært hernede. Jeg er klar til at vise dem derhjemme, at jeg klarede det på trods af alle de ting, der sagde imod at tage af sted, og jeg kom ud på den anden side, som en ny, bedre og meget mere tilfreds og stolt Julie. Jeg husker stadig de ord, Thomas sagde til os, da vi stod i Kastrup Lufthavn, på vej mod vores livs eventyr: ”Efter de her tre måneder kommer i hjem som helt nye mennesker.” Dengang tænkte jeg, ”hvad snakker manden om?”, men i dag ved jeg, at han kunne ikke have haft mere ret. Bortset fra at jeg ikke er ny, jeg har bare fundet ind til den rigtige mig, som jeg helt havde glemt var der.

Tusind tak for tre fede måneder. Det har været mit livs oplevelse og jeg vil for evigt forsætte med at udforske, drømme og opdage.

Du kan læse mere og Højskolendk.dk her